Nationalpark Thy VENNER
er ansvarlig for Projekt Stivogter
Som stivogter adopterer du en af de afmærkede stier i Nationalpark Thy. Du går eller cykler stien igennem, og passer stien med mindre vedligeholdelse, herunder indsamling af affald, beskæring af lavt hængende grene, kontrol af afmærkning, fylder vandretursfoldere i kasserne og indrapportering af større mangler til Peer Nannestad Møller, som giver Naturstyrelsen Thy besked.
Det forventes, at en stivogter tjekker sin sti minimum hver måned i sommerhalvåret og hver anden måned i vinterhalvåret, men gerne oftere.
Det kan også være, at du har forslag til, hvordan ruten/stien kan blive endnu bedre. Et samarbejde, der har det fælles formål, at så mange som muligt kan få glæde af den natur, som Thy er så rig på.
Hvis du kunne tænke dig at høre mere om projektet, så kontakt Peer Nannestad Møller, Nationalpark Thy VENNER
mobil: 2170 5661, E-mail: pnm@4moller.dk
Flere detaljer om stivogterprojektet:
Thyboerne er kendt for at være stolte af deres egn og bevidste om den værdi, som naturen i Thy repræsenterer. Vi vil gerne passe på den, men vi vil også godt dele den med andre. De mange vandre- og cykelruter i Thy giver både thyboerne og besøgende mange muligheder for at opleve naturen uden at belaste den unødigt.
Naturstyrelsen og Nationalparken har udgivet en række foldere over de forskellige områder i Nationalparken og Naturstyrelsen Thys område (tidligere Thy Statsskovdistrikt). Nationalparken har endvidere udgivet en APP, der viser vandrerruter, cykelruter m.m. i Nationalparken. Folderne og APP giver en god information om og en beskrivelse af de særlige kulturhistoriske og naturmæssige oplevelser, der er i området. Herunder er der en række forslag til forskellige vandre- og cykelruter det pågældende sted. I det område, der udgør nationalparken, er der på nuværende tidspunkt anlagt 50 stier. Alle sammen til fri afbenyttelse.
Glæden for dig, der benytter disse vandre- og cykelruter, er formentlig lige stor, uanset om du vender tilbage til det samme sted gang på gang, eller om du bruger stierne som en mulighed for at færdes i et nyt område. Måske har du oplevet, hvor irriterende det kan være, hvis der netop på din yndlingssti er smidt affald, hvis der mangler skiltning, hvis boksen med foldere er tom eller hvis der viser sig at være vand dér, hvor du forventede at kunne passere tørskoet osv.
Anlæggelsen og vedligeholdelsen af stisystemet er alt sammen Naturstyrelsens fortjeneste. Et arbejde som Nationalpark Thy VENNER gerne vil bakke op omkring. Aktivitetsgruppen under Nationalpark Thy VENNER har derfor, med accept fra Naturstyrelsen Thy, taget initiativ til projekt Stivogter. En ordning, hvor du som enkeltperson/familie kan hjælpe med at holde øje med/passe på ”din” yndlingssti. Stivogterens opgave er med andre ord at supplere og understøtte Naturstyrelsens folk i deres arbejde med stierne – hverken at erstatte det eller at forstyrre det.