Fantastisk flot fotobog


Støtteforeningen Nationalpark Thy har ydet økonomisk støtte til udgivelsen af en ny, flot fotobog om nationalparken.

Samtlige bogens 380 fotos – fordelt over 344 sider – et taget af fotografen Jens Kristian Kjærgård. Jens Kristian er morsingbo, men med et sommerhus i Vorupør har han nem adgang til nationalparkens kyster, klitheder, søer og plantager, hvor motiverne er hentet. Jens Kristian er kendt som en af Danmarks dygtigste fuglefotografer, men bogen her viser, at hans talent ikke indskrænker sig til fugle – her er også talrige landskabsfotos, fotos af krondyr, odder og andre pattedyr, samt nærbilleder af blomster og insekter – så han behersker hele skalaen fra makro til mikro. Måske landskabsbillederne viser allerbedst fotografens format – det er ikke let at skabe interessante landskabsfotos i store åbne landskaber, som alle der selv har forsøgt det kan tale med om. Jens Kristian har en helt særlig evne til at fange stemninger og udnytter ikke mindst disede og tågede situationer til at give dybder og lag i billederne, som det bl.a. ses på omslagsfotoet.

Teksterne i bogen er forfattet af Karsten Bjørnskov, en anden kapacitet når det gælder nationalparkens natur. Karsten er en gudbenådet formidler, som har guidet talrige grupper på ture i nationalparken, og også ofte har optrådt på Nationalpark TV. Hans kendetegn er det brede morsingmål, og det kommer måske som en overraskelse for nogen, at Karsten også på fineste vis er i stand til at skabe små komprimerede, lyriske tekster – på rigsdansk – som virker som appetitvækkere og også delvist forklarer nogle af fænomenerne, man ser på billederne. Men det skal understreges, at bogen ikke er nogen lærebog – det er både i fotos og tekster først og fremmest stemninger, der formidles.

Bogen er opbygget i korte selvstændige afsnit over nogle sider, med emner som “hedepleje”, “kæruld”, “dagsommerfugle”, “Thagaards Plantage” osv.

Bogens undertitel er “Natur i særklasse“, hvilket ikke er nogen overdrivelse. Specielt klithederne og kysterne i Thy er i dansk – og international – sammenhæng ganske unikke, ikke mindst på grund af arealernes størrelse og de relativt få menneskelige påvirkninger. Her er tale om det tætteste vi i Danmark kommer på vildmark – klithederne i Thy er vildmark – og det giver bogen en rigtig god fornemmelse af.

Udover den vilde natur er der også afsnit som behandler friluftslivet i form af bl.a. vindsurfing, jagt, motionsløb osv., og kultursporene i landskabet – men naturen fylder selvfølgelig mest i bogen!

Også layout og trykning er forestået lokalt, af henholdsvis Karin Fredsøe/Tilde Grafisk og Dantryk, Hurup. Layoutet er klassisk og rent, med en smuk let skrifttype og gavmildt med plads og luft på siderne – og trykket og farverne står også flot. Formatet er stort, 29×23 cm, så billederne får den plads de fortjener.

Alt i alt en bog, som på fornem vis formidler Nationalpark Thy. Den bør få en plads på sofabordet hos alle med interesse i Thys natur, og er selvfølgelig en oplagt julegaveidé.

Bogen kan bestilles direkte hos Forlaget Vestenvind eller købes hos de lokale boghandlere.

Se indslag omkring tilblivelsen af fotobogen på Nationalpark TV.