Afrunding af ‘Gå i Gang’


Efter fem gode tirsdage med ‘Gå i Gang’ for aldersgruppen 60+ (”modne motionister”) i Nationalparken, er det nu slut for i år. Vi sluttede i Stenbjerg, hvor Lone Krogh fortalte historien om Stenbjerg Landingsplads – det var en stor oplevelse. Herefter gik turen rundt i Stenbjergs smukke natur samt de smukke gamle huse, der alle er særdeles velholdte. Jo, alle kunne li’ turen i Stenbjerg.

Turene har været godt besøgt, men vi kunne sagtens have været nogle flere – det er altid svært med at få formidlingen ud i alle hjørner af Thy.
Deltagerantallet her været svingende – på den første tur i Lodbjerg var vi ”kun” 6 motionister, i Tved var vi 24, i Hanstholm 27, i Agger 19, og i Stenbjerg var vi så 14.
Vi har annonceret på Thy360, P4 Midt Vest samt i vores Nationalparkfolder. Vi synes vi har gjort et stort stykke arbejde, men måske skal vi prøve nogle flere ”kanaler” næste år, når vi går i gang igen.

Alt i alt har det været meget spændende at arbejde med. Vi har haft et godt samarbejde med Thisted Kommune, Bodil Gyldenkerne samt det store korps af Nationalpark Thy’s frivillige formidlere, der har mødt op og fortalt noget om deres kerneområde. En stor tak til dem alle.
Vi har ligeledes fået meget ros for vores arrangement af deltagerne – folk vil gerne være med igen næste år!

M.v.h.
Formand for Støtteforeningen
Frede Østergaard